Om van Hauen

Historien om os

Reinh. van Hauen er ikke en hvilken som helst bager/konditori-forretning. Gennem fire generationer, eller over 145 år, har Reinh. van Hauen leveret kvalitetsbagværk til københavnerne. Bageriet er i dag drevet af Klavs van Hauen, der overtog det fra hans far Knud van Hauen.

Produkterne er håndlavede, og lavet af de bedste råvarer fra hele verden. Reinh. van Hauen startede f.eks. med økologisk brød længe før det blev moderne, og er aldrig gået på kompromis med omsorgen og kærligheden for håndværket.

Det betyder, at der altid bruges al den tid, der er nødvendig i forarbejdningen for at opnå den ypperste smagsoplevelse i bagværket. Derfor bruges der ingen tilsætningsstoffer eller erstatninger for de ægte råvarer, som gennem deres karakterfulde smagsfylde tilfører bagværket sublim kvalitet.

Der bruges f.eks. rigtig smør til vores scones og kanelhorn, cremen laver vi med ægte fløde og rigtig vanilje, og rugbrødet bages med en surdej, der har fulgt familien gennem flere generationer. Durum melet kommer fra Italien, chokoladen er 64% gourmet chokolade, melet kommer fra Mejnerts Mølle.

GOD SMAG er altid en personlig oplevelse, og alle mennesker har sine helt egne favoritter og smagsfacetter, de sætter særlig pris på. Alligevel er der en række objektive kriterier, som man kan forholde sig til. Råvarernes kvalitet, og den måde de forarbejdes på, er afgørende for dybden i smagsoplevelsen. Men derudover kan man dele smag op i flere delelementer.

DUFT
Allerede på afstand begynder vi at smage. I selve duften ligger nøglen til det, der venter, og duft er direkte forbundet med de billedskabende og erindrende centre i hjernen, som spiller med, når vi smager.​

KONSISTENS
Et afgørende element er konsistens. Ikke umiddelbart noget vi kan smage, men alligevel afgørende for hvordan smagsoplevelsen bliver, når smagsstoffer kommer i kontakt med vores sanser i munden. Ja allerede når læber, tunge og tænder indleder den første kontakt med det, vi gerne vil smage på. En knasende sprød brunkage er allerede på dette punkt noget helt andet end et stykke blødt wienerbrød eller en sejskorpet speltbolle.

SMAG
Når kagen eller brødet blandes med spyt og rammer smagsløgene, afkoder vi alle de nuancer af smag, som bagværket indeholder. På tungen er der en høj koncentration af sanseceller, der reagerer på henholdsvis surt, sødt, salt og bittert. Sansecellerne er samlet i strukturer på tungen, der kaldes for smagsløg. Smagsoplevelsen opstår ved, at opløste molekyler fra f.eks en kage, påvirker de sanseceller, der er samlet i smagsløgene. Sansecellerne sender herefter signaler til de områder af hjernen, hvor smagsindtrykkene samles. Og så oplever vi, at bagværket smager, mmmmm…

2008

Klavs van Hauen overtager virksomheden

Knud van Hauen træder tilbage, og Klavs van Hauen (4. generation) overtager bageriet.
Klavs ejer og driver idag bageriet, men Knud har stadig ofte en finger med i bageriet selvom han er fyldt de 80

1960

Knud overtager bageriet

James overdrager i 1960 bageriet til sin søn Knud, som driver bageriet videre i 40 år indtil hans søn Klavs bliver medejer i 1997.
Knud er glad for sit håndværk, og vil ikke drive brødfabrik, så han nedlægger storproduktionen og omlægger bageriet til en håndværksbager.

1937

Reinh. van Hauen deles i tre

Da Reinhardt går bort efterlader han sine tre bagerier til sin ældste søn Leo. Leo overdrager et bageri til hver af sine to brødre James og Leif.
James får bageriet på Gammel Kongevej, og får hurtigt gang i en storproduktion.
Under hans tid startede samarbejdet med Irma, som fik størstedelen af sit brød fra James’ bageri.

1876

Reinh. van Hauen grundlægges

Reinhardt van Hauen overtager sin mesters bageri, og grundlægger Reinh. van Hauen.
Under Reinhardts tid bliver Reinh. van Hauen verdenskendt for sine bisquits, som vandt priser på udstillinger verden over.